”DANSK XL CC, 60 ÅR, CRICKET IS LIFE”

OLE C. HAR GJORT DET IGEN

Det er lørdag den 22. juli 2023, og jeg sidder på bagsædet i bilen på vej hjem fra den netop overståede
firkantturnering på den fremragende Kampong cricketbane i Utrecht, Holland. Foran sidder to af Dansk XL’s allerede
levende legender Glenn Larsen (sikkert ved rattet) og Michael Jeppesen. Jeg læner mig godt tilbage i sædet, for nu skal jeg læse Ole Christiansens nye publikation ”DANSK XL CC, 60 ÅR, CRICKET IS LIFE” fra start til slut. Tidspunktet kunne ikke være mere velvalgt, for de pragtfulde personskildringer og billeder i den 60 sider lange publikation fjerner
fuldstændig opmærksomheden fra de endeløse køer på de tyske autobaner.
Publikationen er en fortsættelse af den velkendte 50-års jubilæumsbog for Dansk XL, som Ole udgav i 2013, og den
kompletterer og opdaterer således historien om dansk oldboys cricket med nye personskildringer og billeder af en
række gamle og nye kendinge i dansk oldboys cricket.
Allerede på side 3 er der et intet mindre end fremragende stillfoto af forfatteren selv. En bedre fotografisk
personskildring af Dansk XL’s nestor kan man ikke få. I Oles udtryk fornemmes roen, overblikket, de mange
udregninger af gennemsnit mv. og ikke mindst kærligheden til det spil, som vi alle deler.
Når man bladrer videre, støder man på hyggelige omtaler af en lang række gode cricketkammerater krydret med
opsummeret statistik og fine billeder, både af enkeltpersoner og holdfotos, bl.a. fra firkantturneringerne, men også fra
nogen af de fremragende cricketrejser, som Ole ”Stan” Mortensen har arrangeret gennem årene.
Næst efter det ovenfor omtalte billede af Ole C. selv, så er sort-hvid-billedet fra 1968 af den højt hoppende Kjeld
Lyngsøe under en stokning ganske enkelt et fotografisk højdepunkt. Billedet sammenfatter intensitet, glæde, keeper-
teknik og kampgejst på magisk vis.
Det er naturligvis ikke muligt her at kommentere på alle skildringerne i publikationen, men for mig som Soraner er
omtalen sidst i publikationen af mine tidligere nu desværre afdøde holdkammerater N.O. Bjerregaard og Flemming
Balstrup særlig kær læsning.
Sammenfattende skal der herfra lyde en stor tak til Ole C. for endnu engang at have beriget os med en flot
publikation. En tak skal også lyde til Peter Fredberg og Ole Helmersen, som også har ydet væsentlige bidrag til
publikationen, og til VELUX FONDEN for at yde støtte til udgivelsen. TAK.

Bedste crickethilsner
Michael Goeskjær, CC Soraner