Firkantturneringen 2018

Af Ole Christiansen

4-kantturneringen mellem England, Holland, Spanien og Danmark (EM for 40+) blev afholdt i Køge            

Turneringen har været afholdt siden 1969, og der er flere spillere, som har været med i næsten alle årene. Derfor valgte værten Jan Rasmussen, Køge, at tre personer fra de tre lande, som var med i den oprindelige trekantturnering skulle hædres: Duco Ohm, Holland har deltaget i 38 år og har kun misset en enkelt turnering. Ole Christiansen, Danmark har været med i 32 år og Norman Jones, England i 21 år. Disse tre spillere/ledere fik alle overrakt en lille erindringsnål. Der er mange andre spillere, som har været med i mange år. Det er fantastisk, at folk kommer år efter år for at møde gamle cricketvenner fra de andre deltagende lande. Spanien kom fx med for 5 år siden, og holdet har 7 spillere, som har været med hvert år.

Ikke mange behøver at blive oplyst om, at det er varmt i juli måned, og det var også rigtigt varmt under turneringen i Køge i uge 30. Banerne var knastørre, også selv om Køge Kommune havde accepteret at vande ca. en uge før. Derfor blev der scoret mange runs, og der var også en del store enkeltpræstationer.

På den nye bane 2 på Køge Stadion lagde Danmark ud den 23. juli 2018 med at slå Holland. Det var også et stærkt dansk hold, vi stillede op med. Vi kunne næsten ikke få armene ned. Det tegnede godt for den kommende uge.

Holland 250/6. Glen Larsen (Glostrup) 2/46, Jørgen Nielsen (Køge) 1/42, Martin Eskildsen (Fredericia) 2/40 og Peder Pedersen (Kolding) 1/29.

Danmark 254/4. Martin Eskildsen (Fredericia) 77, Peter Crawford (Århus) 37, Michael Jeppesen (Glostrup) 93x og Peter Mortensen (Svendborg) 31x.

På holdet deltog desuden Tommy Jeppesen og Matti Jacobsen fra Køge samt Alan Matthews og Sudath Peiris fra Frem.

Firkantturneringsholdet der slog Holland

Men dagen efter sejren i kampen mod England slog Tommys taktik med at gå i marken først ikke til. Danmark måtte lægge ryg til 303 for 5 på de tilladte 45 overs. Heraf et century på 138. Bedste kaster blev Martin Eskildsen 2/61.

Michael Jeppesen 63, Martin Eskildsen 62, Peder Pedersen 24 og Krishna Mogule, Frem strittede godt imod, men det blev kun til 228/9.

Onsdag var det hviledag for Danmark, og da et par spillere skulle bruge resten af ferien til noget andet end cricket, blev holdet til kampen mod Spanien helt anderledes. Vi blev sendt til gærdet og scorede 207 all out. Spanien brugte kun 35,3 overs for at få os ud.

Steve Mullins (Glostrup) 43, Sam Mudiyanse (Frem) 28, Peter Mortensen (Svendborg) 24, Peter Crawford (Århus) 20 og Alan Matthews (Frem) og Tommy Jespersen (Køge) begge 19. I 41. overs passerede Spanien vores for tabet af 3 gærder.  

Der blev spænding om, hvem vinderen af turneringen skulle blive, da alle nationer havde tabt mindst en kamp. Spanien havde tabt til England og havde således gavn af, at holdet slog Danmark med 7 stående gærder.

I kampen på bane 2 skulle England slå Holland, men det lykkedes ikke, idet Holland i næstsidste over passerede Englands score. Der var stor jubel i den spanske lejr, som hermed var vinder af 45 over turneringen.

T20-turneringen vil jeg ikke komme ind på, da Danmark var det eneste hold, der overholdt turneringsreglerne om at bruge 50+ spillere. England stillede bl.a. op med en 14-årig elitespiller.

Fakta var, at Spanien vandt begge turneringer.

Som dommere havde vi hjælp fra Thomas Kentorp, som dømte alle tre turneringsdage med 45 overs kampe, og Johan Luther, som dømte et par T20 kampe.

Stor bevågenhed fra pressens side

Gennem hele ugen havde lokalaviserne fokus på 4-kantturneringen med store overskrifter som fx:

Kampprogrammet til EM 40+ i Køge er klar

Alt er klar til EM 40+ i cricket på Køge stadion           

Cricket-EM 2018 er i fuld gang i Køge             

Stort kricket-EM kastet i gang: – Vi er enormt stolte

Spanien gjorde rent bord ved EM i Køge

Alle artiklerne var krydret med mange billeder.

Jan Rasmussen og Køge Kricket Klub kan være meget stolte af arrangementet.

Mange tak til KKK fra Dansk XL CC / Forty.

EkapertBænken og LadiesCorner

Mange spillere havde fundet vej til Køge. På foto ses bl.a. Steen Østergaard, Klaus Buus, Erik Mikkelsen, Johnny Hansen, Erik D. Andersen, Jan Østergaard, Azar Ali, Jørn Steen Larsen, og Ole Christiansen. Fotograf var Allan From. Mange af vores damer havde også fundet en plads i skyggen samen med ”eksperterne”.