Fredberg-Mortensen 2020

Regnen kunne ikke ødelægge spilleglæden hos

Legenderne og All Stars 2020

Af Peter Fredberg

Der skal mere end regn til at ødelægge spilleglæden for Mortensen Legends og Fredberg All Stars.

Okay, engang i Solvangsparken blev det godt nok for vådt. Dengang blev kampen afblæst, inden første bold var kastet, og spillerne gik direkte til grillpølserne. Men det er historie.

28. august på AB nøjedes man med en kort pause efter 18 overs med legenderne ved gærdet. Så var man hurtigt tilbage på græsset, og kampen blev gennemført trods silende regn en stor del af tiden. Dog reduceret fra 25 til 20 overs.

Det var 18. gang, testmatchen blev afviklet, og Mortensen Legends øgede føringen i klassementet. Legenderne scorede 110 point for syv med Forty-præsidenten Ole Helmersen som topscorer med 24 point. Ole Stan Mortensen lavede 21 og Keith Hayward 16 not out. Tre All Stars-kastere tog to gærder. Steve Rutland for 16, Samath Ohlén for 18 og Alan Matthews for 20 point.

Fredberg All Stars svarede igen med 77 point for seks. Alan Matthews scorede 17, Joyson Lobo 16 og Steve Rutland 14. Eric Folker var bedste kaster med tre for 29.

Denne ydmyge signatur, der har været med alle 18 gange, de seneste dog uden for banen, tør godt kalde matchen den bedste, der endnu er spillet. Niveauet var forbløffende højt trods vanskelige forhold og en dårlig og uberegnelig pitch. Tre fornemme greb satte prikken over i’et.

Ved det fortrinlige traktement i ABs klubhus, den berømte tredje halvleg, var det traditionsrige highlight som altid overrækkelsen af PR-battet.

Komitéen havde valgt en spiller, som i sidste øjeblik måtte melde fra, men det skulle ikke komme ham til skade. Stor hyldest til giganten Wayne Ackerman, som siges at have slået den længste sekser i dansk cricket.

Wayne Ackerman er født i Sydafrika. Flyttede med sine forældre til Namibia og kom til Danmark i 1998. En klassespiller, som spillede på Namibias landshold og i begyndelsen af 90’erne mødte Ole Stan Mortensen og Danmark i VM-kvalifikationskampe i Kenya og Malaysia.

”Jeg ville gerne have spillet i dag, men når det nu ikke kan lade sig gøre, er det en trøst at få PR-battet. Jeg er stolt. Det er en stor ære at modtage battet,” siger Wayne Ackerman.

Sidste års modtager af PR-battet, Eric Folker, formand for Malmöhus CC, som tæller fem hold og er den største af Malmøs otte cricketklubber, overrakte en bordflagstang med det rød/gule skånske flag til AB’s Niels Torp for det store arbejde, han havde lavet omkring årets match.

Den skånske klub var repræsenteret med fire spillere fra lige så mange nationer, Australien, England, Sri Lanka og Sverige. I hele klubben er der spillere fra 12 lande.

Spillerne fra Mortensen Legends og Fredberg All Stars mindedes Mr. Cricket, afdøde Jørgen Jønsson. En person med en glødende passion for cricketsporten, og hvis betydning for den sport, der definerede hans liv, ikke kan overvurderes.

  • http://dansk-xl.forty.dk/wp-content/uploads/2020/08/2020-Wayne-300x200.jpg