Ole om Bashir: “Du er for god til dansk cricket”
Af Peter Fredberg
“Da jeg så dig første gang, tænkte jeg, at du er for god til dansk cricket.”
Sådan lød de indledende ord fra Ole “Stan” Mortensen, da Bashir Shah fredag 21. august på AB blev hyldet med PR-battet efter den 23. udgave af klassikeren Mortensen Legends versus Fredberg All Stars.
“Bashir er en spændende og usædvanligt spiller,” understregede Legends-kaptajnen.
Da han selv fik ordet, takkede Bashir den tidligere Derbyshire-stjerne: “Du er en legende, Ole. Jeg har altid set op til dig.”
Engang havde de et tæt samarbejde, da Ole var træner for Bashirs daværende klub, Glostrup, som blev dansk mester. Desuden har Bashir vundet tre danske mesterskaber med sin nuværende klub, KB.
Modtageren af PR-battet kom til Danmark fra Pakistan som 20-årig i 2003. De første syv år spillede han for AB, derefter hed adresserne Glostrup (2011-14) og KB (2015 til nu). På landsholdet er det blevet til omkring 100 kampe (50 overs og T-20).
“Min hjerteklub er AB, og jeg har i flere år overvejet at vende tilbage til klubben i Bagsværd,” siger han.
Bashir med det præcise venstrehånds offspin har fra sine første år i Danmark været en superambitiøs spiller, som altid giver 100 procent. Egenskaber, som smitter af på klubbens ungdomsspillere. Også fodbold har en stor plads i hans hjerte, og han er træner for holdet med sin 7-årige fodboldglade søn Anas.
Inden overrækkelsen af det traditionsrige PR-bat mindedes Ole “Stan” Mortensen en af dansk crickets største spillere gennem tiderne, nu afdøde Johan Luther, med et minuts stilhed.
Johan var i flere år dommer for Legends-All Stars efter afslutningen på en lang og glorværdig karriere som åbningsgærde på den danske og internationale scene. Han blev hyldet med PR-battet i 2015.
Den 23. “testmatch” brød med de fleste kampe i serien. Mortensen og Legends har gennem årene vundet langt de fleste opgør. Sidste år dog kun med det vindende point på den næstsidste bold. Denne gang blev de totalt udspillet af All Stars.
Stjernerne vandt lodtrækningen, og kaptajnen Niels Torp sendte sit hold til gærdet med en høst for de 20 overs på 131 point for tre fald på den solbeskinnede og lynhurtige bane. Sasikanth Munagala, Edward Martin og Leo Skynea scorede henholdsvis 27, 25 og 25 point, alle tre not out.
Legends formåede kun at svare igen med 63 point. Ole “Stan” Mortensen scorede 17 not out, Eric Folker og Bashir Shah hver 9. Taastrup-spilleren Sasikanth Munagala tog tre for 18 point. Dagens højdepunkt var to mesterlige og nærmest artistiske greb af Ali Kiyani.
Fire spillere fra Malmöhus CC kastede vanlig glans over matchen. Klubben blev stiftet i 1993 af Eric Folker, som er trofast deltager i Legends-All Stars og fik PR-battet i 2019. Interessen for cricket er kolossal i Malmö, som har ikke færre end ti klubber. Den ældste er Malmöhus med seks hold.
Ole “Stan” Mortensen sender 26. september et hold over til Eric Folker. Vil du være med i efterårets friendshipmatch i det skånske, så kontakt Ole.

Bashir Shah få PR-battet overrakt af Ole “Stan” Mortensen.
